Jeg har været på juice-cleanse, igen, og har det som forventet skønt på denne mandag morgen. Der findes mange delte meninger omkring det, at udskifte sine måltider med ren juice, men det her er min 7. gang og jeg er stor fan. Hvor længe jeg nøjes med juice varierer lidt, men normalt gør jeg det i 3 dage. Min længste periode varede i 17 dage, og det var den vildeste oplevelse jeg og min krop nogensinde har haft sammen.

Jeg spiser meget til daglig, og selvom det er sunde ting, så har min krop og mit system også brug for en pause. En pause fra bønner, løg, kål, frugt, fisk og andre (sunde) råvarer, som kroppen bruger ekstra tid og energi på at fordøje. Samtidig er det også en pause fra kaffe, mørk chokolade og tørret frugt som jeg ellers elsker.

Under og efter en juice-cleanse kan jeg især mærke en positiv effekt på min fordøjelse, som grundet mine allergier og overfølsomheder tit bærer en overlast. Jeg lider af irriteret tyktarm, hvilket betyder, at jeg burde holde igen med en stribevis af råvarer, og deriblandt også en masse grøntsager og frugter, og især kikærter og bønner. I min hverdag har jeg ikke lyst til at være styret af flere hensyn i forhold til min kost – at afholde mig helt fra kød, tilsætningsstoffer og mælkeprodukter  er vist nok i sig selv – så jeg har med tiden fundet ud af, at jeg kan komme langt ved kun at holde mig til juice et par gange om året. I gode perioder planlægger jeg en fast dag i ugen, hvor jeg kun drikker juice. Det er lidt min egen version af de populære fastekure.

Normalt laver jeg mine juice selv, men det sker også, at jeg går en lidt nemmere vej og får hjælp af Slowjuice Copenhagen. Det er 2. gang jeg prøver en cleanse herfra, og ligesom første gang lever det op til mine forventninger. Denne gang var det en grøn cleanse, og hvad I ser på det øverste billede, var hvad jeg fik om dagen, i 3 dage. Selvfølgelig sammen med et par kander urtete og en stor mængde vand. Slowjuice er genialt, fordi det er gjort nemt for dig. Alt er lavet til dig på forhånd, og er lige til at tage med på arbejde – og som et ekstra plus smager alle deres juice rigtig godt.

Jeg vil ikke lyve, og kun give den lyse side af en juice-cleanse, for det kan være hårdt og frustrerende at kaste sig ud i. På de værste dage, kan jeg opleve træthed og hovedpine, så jeg sørger for, at de tidspunkter, hvor jeg er på en cleanse, ikke er de dage med mest på programmet. Den største udfordring er det sociale, for stort set de fleste aftaler jeg har med venner og familie har ét fælles omdrejningspunkt, nemlig mad. Derfor kan det være en god idé, at gennemføre en cleanse med en god veninde eller et familiemedlem, så man kan støtte hinanden.

Det er også vigtigt, at planlægge dagene op til og efter en cleanse, så kroppen forberedes på det den snart skal igennem, og ligeledes får lov at falde roligt tilbage bagefter. Det nytter derfor ikke noget, at man dagen inden eller efter spiser bøf med bernaise og drikker et stort glas rødvin. Det kommer bare til at gøre ondt.

Til slut vil jeg sige, at har du mod på det og besidder en stærk viljestyrke, synes jeg bestemt du skal give en juice-cleanse en chance. Du vil ikke fortryde det.