Var du mon klar over, at du kan spise ovnbagte søde kartofler til morgenmad? Jeg havde ærlig talt ikke selv tænkt tanken, men nu hvor jeg har prøvet er spørgsmålet jo bare, hvorfor ikke? Søde kartofler smager vidunderligt, og der er jo næsten ikke den ret de ikke bruges i, eller den grøntsag de ikke kan sættes sammen med. Jeg bruger dem til mos, som fritter, i supper, bagt i mindre stykker til salater og endda rå i juice. Prøv denne orange drøm, som er frisk juice lavet på søde kartofler, gulerødder og citrusfrugter. De er næsten altid på hylderne i supermarkedet i en økologisk variant til en rimelig pris, og så er de utrolig nemme at tilberede. Jeg sælger dem ret godt, ikke? 😉

Min opskrift herunder er ikke en traditionel opskrift som den plejer at være, men i stedet ren og skær inspiration til hvordan du kan spise dine bagte søde kartofler. Jeg giver mine yndlingstips til to forskellige måder, den søde til morgenmad og den salte til frokost eller aften. For mig var det en oplagt mulighed for, at få ryddet ud i mine køleskabsrester, hvorfor jeg vil anbefale dig at gøre det samme.

Rigtig god fornøjelse!

Ingredienser

SØDE KARTOFLER MED SOYAYOGHURT, GRANOLA & PEANUTBUTTER

  • 2 søde kartofler (skal være økologiske)

Min fortrukne topping:

  • Soyayoghurt
  • Crunchy peanutbutter
  • Granola
  • Bananskiver
  • Ristede kokosflager
  • Tørrede bær: Goji, brombær og blåbær
  • Kakaonibs
  • Hakkede pistacienødder

 

SØDE KARTOFLER MED HUMMUS & GRØNT

  • 2 søde kartofler (skal være økologiske)

Min fortrukne topping er alt godt fra køleskabet. Jeg brugte:

Fremgangsmåde

Vask kartoflerne grundigt og lad skrællen sidde på. Varm din ovn op til 175 grader og placer kartoflerne i sine hele form på en bageplade beklædt med bagepapir. Brug en skarp kniv til at lave et par små huller i hver kartoffel. Bag nu kartoflerne i midten af ovnen i 30 – 45 minutter. Hvor længe kartoflerne skal bages afhænger af størrelsen. De små skal have en halv times tid, mens de store skal have en hel del længere, nogle gange helt op til en time. Hold øje med dem undervejs, de skal gerne være bløde når du trykker på dem, før du tager dem ud af ovnen. Lad kartoflerne køle af i et par minutter og brug derefter en skarp kniv til at åbne dem med på langs. Lad dem køle af igen, før du anretter dem med din valgte topping.

Brug din fantasi og top dine søde kartofler med hvad du end har lyst til. Vil vædde med, at de fleste kombinationer smager dejligt. Dog vil jeg virkelig anbefale dig at du bruger de rester du har i køleskabet, da det her er en oplagt mulighed for, at undgå madspild. Du kommer langt med en god klat hjemmelavet hummus eller pesto, helt fintskåret grøntsager som zucchini og gulerødder , syltede rødløg, ristede nødder og kerner og lidt choppet grønkål eller spinat. Jeg havde også blomkålscouscous i køleskabet fra dagen før, hvor jeg havde lavet en salat med det. Med andre ord, stort set alt kan bruges. Giv den endelig gas!

Få også opskriften på min sunde buddhabowl med fuldkornsris, bagt sød kartoffel og bønnecreme