Hvis der er noget, som gør din dag en hel del sjovere, så er det hjemmelavet bananbrød (med peanutbutter). Jeg har før delt en opskrift på et bananbrød med hjemmelavet nutella. Den opskrift har jeg ændret lidt i, og det er der kommet dette lækre ‘Banana-berry-bread’ ud af. Ej, hvor smager det bare godt …

Jeg har brugt en blanding af blåbær, ribs og solbær, men er sikker på det også sagtens kan laves med andre, eller flere bær. Brødet skal gerne være sødt, lidt som en kage, hvorfor jeg har brugt medjooldadler og godt med vanilje. Jeg bruger Irmas blanding med frosne økologiske bær, men tager jordbærrene fra. De skal bruge et par timer på at tø op, hvilket kan gøres på en tallerken ved stuetemperatur.

Ingredienser

  • 3 æg
  • 3 modne bananer
  • 100 gram mandelmel
  • 45 gram kokosfibermel
  • 75 gram smeltet kokosolie
  • 2 håndfulde cashewnødder
  • Korn fra 2/3 vaniljestang
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. salt
  • 2 medjooldadler
  • 300 gram blandede bær (gerne fra frost)

Fremgangsmåde

Gem en banan og lidt bær til at pynte toppen af bananbrødet. Resten af ingredienserne skal mixes godt i en foodprocessor, til du har en ensartet dej. Kom et lag dej i en brødform med bagepapir og læg en god mængde bær ovenpå, læg endnu et lag dej og derefter bær, og fortsæt til du ikke har flere bær og mere dej. Halver den sidste banan på langs, og læg den på toppen af brødet sammen med lidt ekstra bær. Bag brødet i ovnen i 40 minutter ved 175 grader, og lad brødet køle helt af før du skærer i det. Jeg spiser enten mit som det er, eller smører en skive med crunchy peanutbutter.

Psst … Husk og følg mig på @afoodaffair_bysteph, hvis du vil holdes opdateret på mine seneste opskrifter (eller bare se min hverdag i billeder).