En stor og farverig Buddha Bowl er tit på menuen hjemme hos mig, hvad enten du kigger forbi til frokost eller middag. Har du hørt om fænomenet før, men ved du stadig ikke hvad en Buddha Bowl er? Så læs med i mit tidligere indlæg her, hvor jeg fortæller hvad det er og hvorfor navnet Buddha kommer ind i billedet.

Det helt specielle ved netop den her Buddha Bowl er, at alle grøntsagerne er fra min køkkenhave hos Årstiderne, hvorfor den selvfølgelig smager endnu bedre, end hvis jeg havde købt råvarerne i et supermarked. Og det må du gerne citere mig for 😉

Mængderne af grønt og kikærter vil jeg lade dig styre selv, for det afhænger jo af hvor sulten du er.

Ingredienser

  • Kikærter
  • Hovedsalat
  • Dampede grønne bønner
  • Gul squash
  • Lilla broccoli
  • Blomkål
  • Rødbeder
  • Spæde gulerødder med top
  • Rå cashewnødder
  • Ristede græskarkerner
  • Cremet tahindressing (se opskrift herunder)
  • Evt. lidt friske krydderurter som oregano, basilikum eller persille

Fremgangsmåde

Vask og skær grøntsagerne som du ønsker. Jeg foretrækker squash i store tern, rødbeder i mindre tern, så de kan tilberedes hurtigt i ovnen, broccolibuketter med stilk (også den del er spækket med vitaminer), gulerødder på langs med lidt af det grønne og blomkål i store buketter. Vend derefter grøntssagerne med lidt god olivenolie, salt, peber og evt. krydderier, hvis du ønsker det. Fordel dem på en bageplade med bagepapir og giv dem ca. 15 minutter ved 180 grader. Hold øje med dem undervejs, da tilberedningstiden afhænger af både din ovn og størrelsen på grøntsagerne.

Hæld vandet fra kikærterne, skyl salaten og blancher de grønne bønner. Jeg hælder kogende vand over dem og lader det stå i 2 minutter, hvorefter jeg hælder vandet fra, og skyller efter med koldt vand.

 

TAHINDRESSING

Kom en stor spsk. tahin med top i en skål og bland med hhv. en spsk. æblecidereddike, tamari (eller soja) og vand. Prøv dig frem, og tilsæt mere æblecidereddike og vand undervejs. Dressingen skal gerne være tyk og cremet, så pas på den ikke bliver for tynd. Smag til med cayennepeber, men hold dig til en knivspids, da det er et stærkt krydderi.

Anret det hele i en stor skål og slut af med dressing, nødder, kerner og evt. friske krydderurter.

Bælgfrugter som ærter, brune-, hvide-, kidney- og sojabønner, linser, kikærter og grønne bønner er nogle af de bedste kilder til vegetabilsk protein, og er derfor vigtigt at indtage i større mængder, hvis du ikke spiser kød. Kikærter er rige på vitaminer og mineraler, især jern, som er en vigtig del af vores røde blodlegemer. Kvinder har derfor brug for jern i perioder, hvor de har menstruation, da de her mister blod. Jernmangel gør dig træt, bleg og utilpas. 

Tjek også min opskrift på denne Buddha Bowl med quinoa, råkost, tahindressing og ærtecreme.