En buddha bowl er efterhånden et kendt fænomen for mange, men jeg vil nu alligevel komme med en forklaring på hvad det egentlig er. I sin enkle betydning vil det sige, at det er en skål spækket til randen med rå, dampede og bagte grøntsager, tilført fuldkorn og plantebaseret protein. Hvilke ingredienser der skal i er sådan set op til den enkle. Hvorfor så buddha? Forklaringen bag navnet er ret sød, men om den stemmer er jeg ikke helt sikker på. Skålen skal nemlig gerne være så fyldt, at det går op over randen og laver en form for ekstra top – ligesom vi kender fra Buddhaens ikke alt for slanke mave. Aldrig har det vist været mere charmerende, at have topmave.

Denne buddha bowl lavede jeg en dag her hjemme, hvor jeg ikke orkede at handle, men derimod ville bruge de ting jeg i forvejen havde i mit køle- eller køkkenskab. Ingredienserne er derfor et godt eksempel på, hvad jeg ofte ligger inde med her hjemme, med mindre jeg er helt tørlagt.

Ingredienser

  • Dampet broccoli
  • Ovnbagte søde fritter (kartofler)
  • Sort quinoa
  • Råkost af blomkål, gulerødder og fennikel
  • Cremet tahindressing
  • Ærtecreme med soyabønner
  • Persille, granatæble og græskarkerner

Fremgangsmåde

Start med at lave ærtecreme ved at hælde kogende vand over hhv. ærter og soyabønner (edamamebønner), jeg bruger halvt af hver. Blend derefter de optøede ærter og bønner med frisk citronsaft, lidt olivenolie, salt, peber, ét fed hvidløg og lidt vand. Bliver blandingen for tør kan du altid tilsætte lidt mere vand. Derefter kan du klargøre dine grøntsager. Jeg damper broccolien inkl. stokken og skærer i mindre buketter, fritterne bager jeg i ovnen i 15 – 20 minutter med olivenolie og salt og peber. Resten spises råt og skal blot vaskes og skæres ud, eller rives. Du kan med fordel gøre lidt ekstra ud af det ved at snitte dine grøntsager i forskellige former. Gå gerne efter nogle varianter, som er ekstra farverige – de farverige grøntsager har også et højere indhold af antioxidanter – da det kun vil pynte din buddha bowl. Det sidste touch vil være, at ‘dresse’ din buddha med toppings. Her brugte jeg granatæble, persille, græskarkerner og en cremet tahindressing, som består af 1 spsk. tahin blandet med lidt vand og æblecidereddike. Hold igen med væsken, da dressingen ellers ikke kan sætte sig, så må du hellere tilsætte mere væske undervejs.

Psst … Husk og følg mig på @afoodaffair_bysteph, hvis du vil holdes opdateret på mine seneste opskrifter (eller bare se min hverdag i billeder).