Når jeg er rigtig sulten, men egentlig ikke har lyst til at stå længe i køkkenet (ja, de dage findes faktisk også i min verden), så er det virkelig rart, at jeg kan bruge diverse rester i køleskabet til at lave en god og mættende Buddhabowl. Det nemme ved en Buddhabowl er nemlig, at du kan lave den med stort set hvad som helst, så længe det er udelukkende plantebaseret. Jeg var så heldig, at have rester af ovnbagt butternutsquash og blomkål, lidt kogte fuldkornsris, en smule rå broccoli, som jeg hurtigt dampede, lidt persille jeg kunne hakke, et glas med sauerkraut – også kaldet surkål, eller fermenteret kål – og lidt cremet tahindressing. Jeg elsker sauerkraut, og er faktisk lige begyndt, at kaste mig ud i at fermentere selv, men der går 6 ugers tid, før det er klar til at blive spist. I mellemtiden snyder jeg og køber det færdigt i diverse helsekostforretninger. Sauerkraut er fermenteret kål, der har gennemgået en gæringsproces, som bidrager med en masse gode mælkesyrebakterier, der er ren slik for vores fordøjelsessystem.

Min pointe med det her indlæg er egentlig, at du med fordel kan bruge dine måske ellers lidt kedelige rester til, at lave et nemt og faktisk ret spændende måltid – med en god tahindressing kan du komme hvad som helst i skålen – og at sauerkraut bestemt ikke er noget du skal være bange for at spise – det smager virkelig godt.

Der er ikke en decideret opskrift til den her Buddhabowl, ligesom der heller ikke er angivet mængder. Det kan du nemlig helt selv styre.

Ingredienser

  • Fuldkornsris
  • Butternutsquash
  • Ovnbagt blomkål
  • Dampet broccoli
  • Sauerkraut
  • Cremet tahindressing – få opskriften på denne side
  • Hakket kruspersille
  • Lidt rå græskarkerner

Fremgangsmåde

Anret alle de kolde ingredienser i en skål, hæld tahindressing over og drys med friskhakket persille og rå græskarkerner. Det bliver vist ikke meget nemmere.