Chiagrød-hypen har eksisteret længe nu, og jeg tror på den er kommet for at blive. Den kan laves i mange forskellige variationer og tilsættes smag lige efter lyst og humør. I hverdagen tager jeg min chiagrød med på arbejde, og i weekenderne serverer jeg den i mindre portioner som det ‘søde’ indslag i en weekendbrunch. Du kan sagtens lave en stor portion, som kan holde sig i køleskabet i op til 3 dage, så du har morgenmad på farten til flere dage.

Opskriften giver 3 mindre portioner eller morgenmad til 2 personer.

Ingredienser

  • 2 dl. mandelmælk
  • 2 dl. kokosmælk
  • 5 spsk. chiafrø
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 tsk. vaniljepulver (eller korn fra 1/2 vaniljestang)

 

TOPPING

  • 1 moden mango
  • Saften fra 1/2 lime
  • 2 tsk. kokossukker
  • Ristede kokosflager
  • Mandelflager
  • Kakaonibs
  • Hampefrøskaller

Fremgangsmåde

Lav selve chiagrøden aftenen før, for at få det bedste og mest cremede resultat. Blend kokosmælk, mandelmælk, chiafrø, kardemomme og vanilje og kom blandingen i køleskabet.

Fjern skrællen fra mangoen og skær kødet i mindre stykker, og blend mango, limesaft og kokossukker sammen.

Anret chiagrøden med mangopure, ristede kokos- og mandelflager, hampefrøskaller og kakaonibs.

Velbekomme!