Jeg har stor kærlighed til suppe for tiden (kan man andet i det her blæsende efterårsvejr?) og i anledning af efteråret bugner mit køkken med sæsonens nok mest spændende grøntsag – nemlig flotte græskar i alle mulige faconer og farver.

Denne suppe er lavet på hokkaido med spicy krydderier og (hold nu fast) crunchy peanutbutter! Det er en udsøgt kombination, som giver en dejlig cremet konsistens og saltet smag og som vil gøre sig godt på ethvert Halloween bord (eller hvilket som helst andet middagsbord her i efteråret).

Se også min opskrift på cremet broccolisuppe.

Opskriften er til 3 personer.

Ingredienser

SUPPE

  • 1 hokkaidogræskar
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 5 cm. frisk ingefær (u. skræl)
  • 1 porre
  • 1/2 – 1 rød chili
  • 2 lime, saften
  • 1 liter grøntsagsbouillon
  • 3 spsk. peanutbutter
  • 1/2 tsk. cayennepeber
  • 1 spsk. karry
  • 1 spsk. kokosolie

 

TOPPING

  • 2 spsk. boghvedekerner, ristet
  • 2 håndfulde frisk spinat
  • 1/3 blomkål, buketter
  • 100 gram kikærter
  • 1/2 spsk. Ras El Hanout krydderi
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Halver græskarret, fjern skræl og kerner og skær det i mindre stykker. Snit løgene fint og riv hhv. hvidløg og ingefær på et rivejern, skær chili og porre i små stykker. Varm kokosolien i en gryde, tilsæt løg og svits indtil løget bliver klart. Kom græskar og porre i gryden og svits i yderligere 3 minutters tid. Tilsæt hvidløg, chili, ingefær og karry og svits i yderligere et par minutter. Når det hele er blandet godt sammen hælder du grøntsagsbouillon over grøntsagsblandingen og lader det simre ved middel varme i 15 – 20 minutter indtil græskarret er udkogt.

I mellemtiden kan du forberede toppings. Rør kikærterne sammen med 1 spsk. olivenolie og 1/2 spsk. Ras El Hanout krydderi (du kan også nøjes med lidt spidskommen og stødt koriander), og fordel dem på en bageplade med bagepapir. De skal ristes i ovnen i 25 minutter ved 190 grader indtil de er helt sprøde og lækre.
bland blomkålbuketterne med lidt olivenolie, salt og peber og bag også dem i ovnen ved 175 grader i 12 – 15 minutter. Steg spinaten på en pande i lidt olivenolie. Stil alle toppings til side.

Tag 2 dl. ren bouillon fra suppen og rør peanutbutter i – det klistrer en del og kan derfor være svært, at røre i hele suppen på en gang – til du får en tyk sauce. Blend nu suppen og tilsæt peanutbuttersaucen. Jeg bruger en kraftig blender for at opnå en god cremet konsistens, og blender over to omgange, da portionen er for stor til kun én gang. Hvis suppen er for tyk kan du tilsætte lidt vand. Hæld suppen tilbage i gryden og smag nu til med cayennepeber, limesaft, salt og peber.

Ser dine cremede græskar-peanutbutter-suppe med toppings og lidt ekstra on the side. Dine gæster vil ikke blive skuffede.

Velbekomme!

Psst … Husk og følg mig på @afoodaffair_bysteph, hvis du vil holdes opdateret på mine seneste opskrifter (eller vil se min hverdag i billeder).