Min træner Joanna og jeg har i øjeblikket særlig fokus på min kost. For selvom jeg spiser ekstremt sundt, så er mit indtag af frugt en smule for højt, hvilket på den lange bane, kan være skyld i et par ekstra kilo på sidebenene (naturligvis kombineret med flere andre årsager). Ulempen for mig ved at starte min morgen med en stor mængde frugt er, at jeg ikke er mæt i særlig mange timer, hvilket især er irriterende når man sidder på arbejde og der stadig er længe til klokken slår frokost.

Som en del af planen om, at reducere mit indtag af frugt fra morgenstunden, har jeg kastet mig over et par grønne morgensalater. Her kommer den første i rækken, som er rig på protein, vitaminer og gode fedtstoffer. En bedre start på dagen er svær at finde.

Jeg har valgt at bruge sorte bønner, men de kan sagtens udskiftes med kidneybønner, kikærter, linser eller lign.

Ingredienser

  • 1/3 dåse sorte bønner
  • 1/2 fennikel
  • 1/4 spidskål
  • 1 håndfuld frisk spinat
  • 1 lille sød kartoffel
  • 1 mellemkogt æg
  • 1 mindre stykke af en agurk
  • Lidt karse, græskar- og solsikkekerner
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 2 spsk. æblecidereddike
  • 2 spsk. olivenolie

Fremgangsmåde

Jeg bagte de søde kartofler og kogte ægget dagen forinden, så det allerede lå klar i køleskabet.

Riv fennikel og spidskål fint på et mandolinjern, skær agurkestykket i mindre tern, skyl spinaten, hæld vandet fra bønnerne og bland det hele sammen i en skål.

Rør sennep, æblecidereddike og olivenolie sammen til en dressing og bland rundt med salaten. Kom salaten i en skål og top med søde kartofler, kerner, karse, æg, salt og peber.

Top salaten med en stor ske ærtepure, som består af optøede grønne ærter, der blendes med lidt olie, citronsaft, hvidløg, salt og peber.

Tip: Hvis det skal gå hurtigt, kan du med fordel forberede alle ingredienser dagen forinden, så du kun skal hælde dressing og ’toppings’ over din salatskål om morgenen. Salaten kan også komme i en tupperware og tages med på farten, hvis du først spiser morgenmad lidt senere på dagen.

Den søde kartoffel er faktisk slet ikke en kartoffel, men en jordknold i form af en rod. Den er rig på A-, C- og E-vitamin, der styrker immunforsvaret og bindevævet, og så bidrager den med fordøjelsesstimulerende fibre. Ligesom gulerødder, har søde kartofler et højt indhold af antioxidanten betakaroten, der beskytter huden, lindrer tarmbesvær, beskytter mod infektioner og tilmed har bevist, at kunne reducere risikoen for at få kræft.