Godt nok har jeg en ubetinget kærlighed til store farverige salater, og lækre bowls med ris, pasta, quinoa og masser af grønt, men en gang imellem, så skriger min krop på en simpel varm suppe, som er nem at fordøje. Jeg får nemlig ret tit ondt i maven, når jeg spiser en større mængde grønt – det tror jeg de fleste kender til – men det kan jeg heldigvis undgå ved at tage et par dage, hvor jeg spiser suppe og drikker juice og shakes. Sådan et par dage har jeg lige haft, så de sidste to dage har jeg spist den her skønne gulerodssuppe med linser og kokosmælk til aftensmad. Den får en skøn farve takket være gurkemeje, og så mætter den godt pga. linserne.

Opskriften er til 2 personer, men lav gerne en stor portion, så du enten kan fryse lidt ned, eller har nok til dagen efter.

Ingredienser

  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk. kokosolie
  • 6 gulerødder
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 1,5 dl. røde linser (ikke tilberedt)
  • 3,5 dl. grøntsagsbouillon
  • 1 dåse kokosmælk af god kvalitet (400 ml.)
  • 2 spsk. tamari
  • 1 æble
  • Lidt peber
  • Friske krydderurter
  • Ristede mandler og græskarkerner
  • Evt. dampet broccoli

 

Fremgangsmåde

Snit løg, hvidløg og ingefær fint, skræl gulerødderne og skær dem i mindre stykker. Skyl linserne i koldt vand og stil dem til side. Varm kokosolien i en gryde og svits løg, hvidløg og ingefær til løgene er blevet gyldne. Tilsæt gulerødder, linser og gurkemeje og lad det roligt simre i et par minutter. Tilsæt bouillon og kokosmælk og give det hele et lille opkog før du lader retten simre under låg, indtil gulerødder og linser er blevet møre, der går 15 – 20 minutter. Kom frisk citronsaft og tamari i og blend alle ingredienser til en cremet suppe – det kan sagtens gøres direkte i gryden med en stavblender – hvis du synes suppen bliver for tyk kan du tilsætte lidt vand eller ekstra bouillon. Smag til med peber og evt. lidt salt, men pas på du ikke kommer for meget i, jeg salter ikke selv suppen. Server den varme suppe med friske krydderurter, finthakket æble og ristede mandler og græskarkerner. Evt. med lidt dampet broccoli ved siden af.