Sidst min mor kom jeg til middag, havde jeg netop fået en kasse fra Årstiderne, så det var om at få brugt en masse grøntsager. Derfor serverede jeg ratatouille lavet med aubergine, zucchini, grønne bønner, løg og tomater. En salat med rucola og søde kartofler og lidt sprød palmekål. Det endte med at blive en virkelig god vintermenu, som du nemt kan kaste dig over til din næste familiemiddag.

Vi var 3 personer.

  • Laksebøffer – se opskriften her
  • Ratatouille
  • Salat med rucola, søde kartofler og bøffelmozzarella
  • Sprød palmekål

DET SKAL DU BRUGE

  • Laksebøffer
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2 chili
  • 1 bakke grønne bønner
  • 1 stor aubergine
  • 1 grøn zucchini
  • 1 rød peber
  • 1 bakke små tomater
  • 1/2 glas tomatsauce (jeg brugte Urtekrams pastasovs med basilikum)
  • 1 håndfuld frisk oregano
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 1 bakke rucola
  • 4 små søde kartofler
  • 1 bøffelmozzarella
  • 1 lille håndfuld pinjekerner (skal ristes)
  • 1 pose palmekål
  • Citroner
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Ratatouille: Start med at sæt ratatouillen over, så den kan stå og simre, mens du laver de andre retter. Skær aubergine og zucchini i stykker af ca. 2 x 2 cm. og læg dem i en si og strø med lidt groft salt. Snit imens et stort løg, skær enderne af bønnerne og skyl dem grundigt, skær tomaterne i halve, skær peberfrugten i lidt store firkanter og snit hvidløg og chili fint. Svits løg i olivenolie i en høj gryde eller en stor sautepande, tilsæt hvidløg og chili, skyl aubergine og zucchini og tilsæt. Svits det hele et par minutter og tilsæt evt. lidt ekstra olivenolie. Kom rød peber og tomater ned til blandingen og rør godt rundt. Når tomaterne er blevet varme kan du tilsætte tomatsauce. Når det hele er blandet godt sammen kommer du grønne bønner, oregano, basilikum, salt og peber i gryden/panden, skruer ned på lav varme og lader ratatouillen simre indtil i skal spise. Det gør ikke noget du laver en stor portion. Har du ratatouillerester, kan du lave den her omelet dagen efter.

Salat med søde kartofler: Skæl kartoflerne, skær dem ud i stor runde stykker (ca. 1,5 cm. tykke) og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Vend dem i olivenolie og krydr med salt og peber. Bag kartoflerne i ovnen på 180 grader i 15-20 min. De må gerne blive rimelig bløde. Skyl rucolaen, kør den tør i en salatslynge og fordel den på et fint fad. Når kartoflerne er færdige lader du dem køle lidt af inden du kommer dem op på fadet til rucolaen. Bræk mozzarellaen henover i store stykker, drys med lidt olivenolie, citronsaft og krydr med salt og peber og pynt med ristede pinjekerner.

Sprød palmekål: Skyl bladene og skær den tykke stilk fra så godt du kan uden bladene falder fra hinanden. Fordel dem på en bageplade med bagepapir og hæld lidt olivenolie over sammen med salt og peber. Giv dem 10 min. i ovnen ved 180 grader eller indtil de er helt sprøde. De må ikke tage farve og blive brændte.

Server kål, salat og ratatouille sammen med laksebøfferne. Velbekomme!