Jeg elsker selv at lave, og ikke mindst drikke, friskpresset juice, men må indrømme, at jeg ikke får taget mig sammen til at lave mine egne juicer så ofte som jeg inderst inde gerne vil. En af årsagerne er selvfølgelig tid, men det er jo reelt set en ret dårlig undskyldning, en anden er den oprydning og rengøring, der hænger sammen med at bruge sin juicemaskine (nu tænker I sikkert, at den undskyld er mindst ligeså dårlig, men det er altså et stort stykke arbejde!).

Ved at bruge gode økologiske råvarer kan du spare tid, fordi du ikke skal tænke på at fjerne skrællen fra f.eks. rødbeder og gulerødder, men dit valg af juicer har også en betydning. Jeg kan godt lide, at komme citrusfrugter i mine grøntsagsjuicer, da særligt appelsin giver en god og lækker smag sammen med både bladgrønt og rødbede, men det tager tid at fjerne skrællen, og omvendt ønsker jeg ikke at få den med i juicen, da skrællen og dens hvide hinde smager bittert. I håbet om, at kunne gøre juiceprocessen hurtigere har jeg forsøgt mig med en ny multijuicer, som har flere funktioner i én. Den kan nemlig både klare grove grøntsager, citrusfrugter og bløde frugter som kiwi og bær, og så kræver den ikke det helt store rengøringsarbejde bagefter. Navnet er Vita Juicer fra Novis, og du kan se mere om den her.

Jeg lavede en rødbedejuice med zucchini, agurk, gulerødder, broccolistok, ingefær, ananas, citron og appelsin, som takket være frugten fik en dejlig sød smag.

Opskriften giver juice til 2 portioner.

Ingredienser

  • 1/2 agurk
  • 1/2 zucchini
  • 1 citron
  • 2 appelsiner
  • 1/3 ananas u. skræl
  • 3 gulerødder
  • 1 stok fra et broccolihoved
  • 4 rødbeder

Fremgangsmåde

Vask dine grøntsager og skær dem i de mængder du har brug for og halver citronen og appelsinerne på midten. Kør alt, på nær citron og appelsiner, igennem juiceren og skrap evt. overskydende pulp væk undervejs.

Nu kommer det smarte, nemlig at du ikke behøver fjerne skrællen fra de citrusfrugter du skal bruge til din juice. Normalt bruger jeg skrællen på mine øko-citroner, når jeg laver juice, men det er ikke alle, der er lige vilde med smagen, så det kan være rart kun at bruge saften. Appelsiner og grape er ikke gode med skræl, så når du juicer disse skal den ikke med. Her kommer citruspresseren ind i billedet, for i stedet for at skære skrællen væk med en kniv, monterer du citruspresseren, som nemt gør arbejdet for dig – juiceren har altså en alt-i-en-funktion, som gør det nemt, at bruge forskellige frugter og former for grønt.

Server juicen iskold og brug evt. et par isterninger. Den kan sagtens holde sig på køl i en dag eller to, uden at miste smag, men husk at opbevar den i en lufttæt flaske.