Jeg er kæmpe fan af chokolade, og spiser det hver eneste dag – og det er uden at se det som nogen som helst form for last, for jeg nyder det, fortjener det og elsker det. Men … Jeg spiser ikke hvilken som helst chokolade, kvaliteten og smagen er vigtig for mig. Det er kun den helt mørke slags med højt kakaoindhold jeg kan lide, og den må gerne være en smule chokolade-bitter i smagen. Når man spiser noget hver dag, kan det godt blive lidt kedeligt i længden, men svaret er, at lave et lækkert (og stort) chokoladebrud med din yndlingschokolade og alle de lækre, knasende, søde og smagfulde sager du har i dine køkkenskabe som nødder, kerner, frø og tørret frugt.

Dette brud har jeg lavet på 85% mørk chokolade og spækket med gojibær, pistacienødder, mandler, hasselnødder, græskarkerner, chiafrø, cashewnødder og ristede kokosflager. Det gør sig også godt med en smule havsalt strøget på toppen.

Opskriften giver et chokoladebrud på ca. 400 gram.

Ingredienser

  • 200 gram 85 % mørk chokolade
  • 1 spsk. chiafrø

En håndfuld af hver:

  • Mandler
  • Cashewnødder
  • Hasselnødder
  • Pistacienødder
  • Gojibær
  • Kokosflager

Fremgangsmåde

Smelt chokoladen over et vandbad ved middel varme. Bland de tørre ingredienser i en skål. Kom 2/3 dele af blandingen op i den smeltede chokolade og rør rundt. Hæld chokoladen i en mindre firkantet form beklædt med bagepapir. Drys resten af ingredienser ovenpå chokoladen og slut af med at strø en knivspids salt udover baren. Kom chokoladen på køl i minimum 3 timer før du skærer den i mindre stykker.

Enjoy!