Så er det endelig blevet weekend, og her på A Food Affair er det lig med brunch. Hvis jeg havde tid ville jeg spise brunch med mine veninder hver eneste dag, men så ville det sikkert ikke være lige så særligt, som de stunder vi får sammen i weekenderne. Denne gang spiste jeg brunch med en af mine ældste (og skulle jeg sige bedste) veninder, og herunder kan du se hvad vi fik. Det tog ikke ret lang tid, at forberede eller lave denne brunch, så jeg vil klart anbefale, at du kaster dig ud i den samme menu.

Opskriften svarer til ca. 3 personer, eller 2 og så har du lidt rester til køleskabet.

DET FIK VI

Appelsinsalat med grape, spinat og granatæble

Tomatsalat med quinoa, rucola og gedefeta

Jordbærsmoothie med banan og peanutbutter

Hummus med krydderier og persille

Hjerterugbolle fra Emmerys

DET SKAL DU BRUGE

  • 2 appelsiner
  • 1 grapefrugt
  • 1 håndfuld frisk spinat
  • 1/3 granatæble
  • 2 paranødder, finthakket
  • 1 avokado
  • 1 dåse kikærter
  • 1 spsk. tahin
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 – 2 fed hvidløg
  • 1 citron
  • 0,5 dl. vand
  • 1 stor håndfuld ruccola
  • 400 gram mindre tomater
  • 2 forårsløg
  • 1 dl. quinoa
  • 1/2 blok gedefeta af god kvalitet
  • 1 spsk. tørret oregano
  • 2 bananer, gerne skåret i skiver fra frost
  • 100 gram frosne jordbær
  • 2 spsk. peanutbutter
  • 1/2 tsk. vaniljepulver
  • 200 ml. mandelmælk, eller anden nøddemælk
  • 1 mini hjerterugbrød fra Emmerys
  • 2 friske figner
  • 4 spsk. granola
  • 1 stykke mørk chokolade, grofthakket
  • Mynte
  • Persille
  • Olivenolie

DET SKAL DU GØRE

Start med at koge quinoa som anvist på pakken, og lad det efterfølgende køle af.
Hæld vandet fra kikærterne, skyl dem og læg en lille håndfuld til side. Brug en stavblender til at blende kikærterne med tahin, hvidløg, saften fra én citron, lidt vand, spidskommen, lidt olivenolie, salt og peber. Blend indtil du har en cremet hummus, og tilsæt evt. mere vand eller olie undervejs, hvis den bliver for tør. Anret hummusen i en skål, og top med blandede krydderier, de resterende kikærter og persille, og stil den på køl indtil den skal bruges.

Skær omhyggeligt skrællen, inkl. hele den hvide hinde, af hhv. appelsiner og grape, og skær dem i tynde skiver. Anret citrusfrugter, spinat og avokado i en dyb tallerken, eller på et fad, og top med granatæblekerner og hakkede paranødder. Jeg hælder gerne lidt olivenolie over salaten, en smule salt og peber, og pynter til sidst med frisk mynte.

Skyld dine tomater, halver dem og bland med rucola, kogt quinoa og fintsnittet forårsløg. Smag salaten til med lidt revet citronskal, én spsk. honning, lidt olivenolie og salt og peber. Kom salaten i en skål, anret med gedefeta og drys med oregano.

Smoothien skal du lave til sidst, og gerne lige før I spiser. Blend bananer, jordbær, peanutbutter, mandelmælk og vanilje i en kraftig blender til du får en tyk og cremet lyserød smoothie. Anret i skåle og top med granola, friske figner og hakket chokolade.

Server det hele på én gang.

God fornøjelse!