Så er jeg igen klar med mit bud på, hvordan jeg mener, du bør fejre din weekend. Nemlig med en overdådig søndagsbrunch i selskab med dine gode veninder. Denne gang havde jeg inviteret to af mine ‘gamle’ veninder, som jeg desværre ikke ser så meget som jeg gerne vil, men når vi ses er det altid vildt hyggeligt – og så elsker de min mad, og det er guld værd, at opleve, når folk bliver oprigtig begejstrede for det, man har lavet.

Det var en søndag formiddag i kærligt selskab og med en brunchmenu, der sad lige i skabet. Menuen er forholdvis nem, at kaste sig ud i, og jeg vil helt klart anbefale dig, at forberede nogle af retterne aftenen forinden. Chiagrød, hummus og kernebrød smager kun bedre af, at blive lavet dagen før.

Opskrifterne giver en mættende brunch til 3 personer + lidt rester til køleskabet.

DET FIK VI

  • Spejlæg med krydderurter
  • Appelsinsalat med avokado, karse og pistacienødder
  • Quinoasalat med bagte tomater, rucola og fårefeta
  • Hummus med basilikum
  • Glutenfrit kernebrød med nødder
  • Chiagrød med kokos, mandel og mango

DET SKAL DU BRUGE

QUINOASALAT

  • 1,5 dl. quinoa (evt. blanding af hvid, rød og sort)
  • 300 gram små tomater
  • 2 forårsløg
  • 2 håndfulde rucola
  • 1 håndfuld ristede pinjekerner
  • 50 gram økologisk fårefeta
  • 1 spsk. agavesirup
  • 1 spsk. balsamico
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 lille håndfuld frisk timian
  • Lidt frisk basilikum til pynt

 

APPELSINSALAT

  • 3 appelsiner
  • 1 avokado
  • 1 skalotteløg
  • 1 spsk. agavesirup
  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. knuste rosa peberkorn (kan undværes)
  • 1 lille håndfuld karse
  • 1 lille håndfuld pistacienødder u. skræl, hakket

 

HUMMUS MED BASILIKUM

  • 1 dåse kikærter
  • 2 spsk. tahin
  • 1 spsk. spidskommen
  • 1 stort fed hvidløg
  • 0,5 dl. vand
  • 0,5 dl. olivenolie
  • Saften fra 1/2 citron
  • 1 stor håndfuld frisk basilikum
  • Salt og peber

 

KERNEBRØD

  • 400 gram blandede frø og kerner (hørfrø, sesam, græskar- og solsikkekerner)
  • 100 gram mandler og hasselnødder
  • 5 æg
  • 0,5 dl. olivenolie
  • 1 tsk. salt

 

SPEJLÆG MED URTER

  • 3 æg
  • 1 spsk. smør eller olie til stegning
  • Lidt basilikum, timian og persille
  • Salt og peber

 

CHIAGRØD MED KOKOS, MANDEL OG MANGO

Få opskriften her 

DET SKAL DU GØRE

CHIAGRØD OG HUMMUS

Lav chiagrød og hummus dagen i forvejen. Hæld vandet fra kikærterne og skyl dem, men gem en lille håndfuld, som du kan bruge til anretningen. Blend kikærterne med de øvrige ingredienser og stil hummusen på køl indtil du skal bruge den. Kom den i en skål og pynt med hele kikærter, lidt olivenolie og tørret chili.

 

KERNEBRØD MED NØDDER

Pisk de 5 æg sammen i en skål og tilsæt olivenolie og salt. Kom kerner, frø og nødder i og rør det godt rundt. Smør en rugbrødsform med lidt olivenolie og kom blandingen i. Bag brødet i ovnen i 60 minutter ved 160 grader. Lad brødet køle helt af, før du skærer i det.

 

QUINOASALAT

Kog 1,5 dl. quinoa med 3 dl. vand og lidt salt. Det tager ca. 15 minutter ved middel varme. Lad quinoaen køle helt af, før du blander den med salatens øvrige ingredienser. Kom tomaterne i et ovnfast fad og vend dem med olie, agavesirup, balsamico, timian, salt og peber og bag dem i ovnen ved 170 grader i 15 – 20 minutter, alt afhængig af, hvor ‘mosede’ du vil have dem. Lad også dem køle godt af. Snit forårsløgene fint.
Bland quinoa, tomater, rucola og forårsløg sammen og tag gerne noget af væden med fra tomaternes fad, da det giver en god dressing til salaten. Anret quinoasalaten med fårefeta, lidt fintsnittet forårsløg, frisk basilikum og ristede pinjekerner.

 

APPELSINSALAT MED AVOKADO, KARSE OG PISTACIENØDDER

Fjern skrællen inkl. den hvide hinde fra appelsinerne og skær dem i tynde skiver. Læg dem på et fladt fad, eller en stor tallerken. Skær avokadoen i tern og top dem ovenpå appelsinskiverne. Snit skalotteløget fint og bland med olie, eddike, agavesirup, salt og knust rosa peber. Hæld dressingen over salaten og anret med karse og hakkede pistacienødder.

Server alle retterne samlet som én brunch og nyd den og din weekend i dejligt selskab.

Velbekomme!