For halvanden måned siden fortalte jeg begejstret om mit nyeste projekt, nemlig min helt egen økologiske køkkenhave, hvor jeg hen over sommeren vil dyrke en masse lækker grønt. Her i weekenden kunne jeg for alvor høste stort ind, og jeg kom hjem med intet mindre end en stor skål med friske sprøde radiser, spinat, mizuna (en kålsort) og det flotteste salathoved. Mine nyhøstede afgrøder blev selvfølgelig brugt til en lækker sommermiddag med familien, og aftenens første snack blev radiser fra egen have og bønnedip med citron, hvidløg og saltede mandler – resten af middagen deler jeg selvfølgelig også, men nu starter vi med den nemme del 😉

Ingredienser

  • 1 dåse butterbeans
  • 1 citron (skal være økologisk)
  • 1 fed hvidløg
  • 5 spsk. god olivenolie
  • 1 stor håndfuld saltristede mandler
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Hæld vandet fra bønnerne, giv dem et hurtigt skyl og blend bønner med citronsaft, hvidløg og olie – jeg brugte en stavblender. Hvis din dip bliver for tør kan du tilsætte lidt vand undervejs. Smag den til med salt, peber og revet citronskal. Server med friske rå radiser og en god portion saltristede mandler, som hakkes og fordeles over anretningen.

Bonusinfo: Min far kunne fortælle, at citrondippen også smagte godt på chips. Ikke alle i familien er åbenbart lige begejstret for radiser. 

For en (økologisk) grøntsagsentusiast som mig, er det intet mindre end FANTASTISK, at kunne så, vande, passe, pleje, høste og spise sine helt egne grøntsager. Jeg vidste godt det ville være en vild oplevelse, men nu hvor det rent faktisk er blevet virkelighed må jeg bare sige wow. I øjeblikket venter jeg på at ærter, bønner, rødebeder, gulerødder og et hav af krydderurter skal blive høstklar, og noget siger mig, at det bliver hele ventetiden værd.

Psst … Husk og følg mig på @afoodaffair_bysteph, hvis du vil holdes opdateret på mine seneste opskrifter (eller følge med behind the scenes, når jeg knokler i haven).