Jeg craver grønne smoothies for tiden! Hvilket vist ikke er helt dumt, taget denne grå og triste januar i betragtning. Forleden dag skrev jeg, at jeg har et ønske om at indtage mere grønt fra morgenstunden i år 2018. Indtil videre har jeg holdt stilen, og jo flere dage jeg gør det i træk, desto større lyst får jeg til at stå op og lave mine grønne smoothies. Der er en variant jeg altid vender tilbage til, og den vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer. Den er frisk, cremet, mættende og spækket med gode vitaminer og fedtstoffer, som gør din start på dagen god – den bidrager i hvert fald positivt til både din mave og din energikonto.

Opskriften er til én person.

Ingredienser

  • 1 banan
  • 1 appelsin
  • 2 store håndfulde frisk spinat, skyllet
  • 1/2 avokado
  • 5 cm. agurk
  • 1 tsk. chiafrø
  • 1 spsk. cashewnødder (kan udelades)
  • 100 ml. mandelmælk
  • 100 ml. vand
  • Isterninger

Fremgangsmåde

Skær skrællen af appelsinen inkl. den hvide hinde, da den har en bitter smag.

Blend dernæst alle ingredienserne på høj speed i en blender i et par minutter, til du får en cremet ensartet grøn smoothie. Hvis du synes den bliver for tyk, kan du tilsætte mere vand.

For en sødere smag kan du komme én dadel i den grønne smoothie.

Tjek også min opskrift på smoothie med gulerod og havtorn.