Jeg oplever en stor debat for tiden, omkring den måde vi spiser på, og hvad vi vælger at spise, eller nærmere ikke spise. Jeg følger debatten passivt, og ønsker faktisk ikke, at gå aktivt ind i den. Selvom jeg da selvfølgelig har mine holdninger. Debatten kører meget på plantebaseret kost vs. en kost, hvor der indgår animalske fødevarer, og desværre synes jeg ikke, at hvad enten det er folk fra den ene eller den anden grøft, der kommer med et budskab, at vi taler særlig pænt til hinanden, eller om hinanden. Det bliver hurtig en kamp om dem og os, og det fortjener et emne, som det vi spiser, absolut ikke, i hvert fald ikke, hvis du spørger mig. Det ville derimod være meget mere prisværdigt, hvis vi kunne stå sammen.

I sidste uge var jeg inviteret til debatdag og foredrag hos Landbrug & Fødevarer, hvor vi var en god blanding af presse, fagfolk og myndigheder. Emnet var netop den plantebaserede kost, som kun blev bekræftet i, at være både populær og hurtigt voksende i Danmark. En tendens jeg, som inkarneret grøntsagsnørd, personligt er rigtig glad for. Dog oplevede jeg, at det blev en dag, hvor vi i stedet for at hylde, at vi generelt som samfund ønsker at leve sundere, blive mere oplyst og spise mere grønt, blev en mild form for latterliggørelse af dem, der har taget stilling og truffet et valg om at leve uden animalske produkter. Den helt store propaganda dagsorden skal især findes i emnet mælk – vores store danske gamle kærlighed. Jeg tog selv stilling til mit indtag af mælk for mange år siden, og hverken mælk, yoghurt eller fløde lavet på komælk indgår i min kost. Jeg spiser til tider smør, hvilket jeg nyder, et par faste oste og bruger gerne gede- eller fåreost i mine salater, men det skal ikke på bordet hver dag. Det er ikke af princip, men skyldes udelukkende, at jeg ikke får det godt af at spise mælkeprodukter (jeg har skrevet et længere indlæg om hvad det har gjort for mit helbred at droppe mælk, som du kan læse her). Netop fordi komælk er er emne for sig selv, bliver jeg provokeret af, at det første der møder mig på bordet til debatdagen er en flere siders lang brochure fra Mejeriforeningen, der har til formål at fortælle os, hvorfor vi skal drikke mælk, og at vi gerne skal drikke flere glas om dagen. Så er dagens agenda ligesom sat for døren, rettere end opfordret til debat og diskussion.

Nu kan det med mine ord virke som om jeg alligevel ikke forholder mig passivt til diskussionen – det kan være svært med den store interesse jeg har for mad og sundhed. Jeg bliver ofte spurgt ind til hvad jeg spiser, og om jeg er veganer eller vegetar, og til det kan jeg svare, at jeg er ingenting. I hvert fald ikke noget, der kræver eller forlanger en betegnelse. Jeg er glad for mad, elsker grøntsager, planter og alt hvad naturen selv skaber, jeg hylder økologi, er livsnyder og synes at stort set alle følelser kan tolkes via mad. Jeg spiser hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Jeg er ikke kræsen, men kød og mælkeprodukter har jeg ikke lyst til, så dem spiser jeg ikke. Æg og fisk kan jeg godt lide, så det spiser jeg et par gange om ugen. Jeg dømmer ikke folk, der lever anderledes end mig, jeg blander mig ikke, og jeg synes derimod kun det er rart, at vi alle sammen er forskellige.

Som en krølle på mine tanker herover, vil jeg runde af med, at opfordre os til at blive enige om én eneste ting i den her store debat. Nemlig at det er sundt, hvis vi vælger en mere plantebaseret kost. Hvilket ikke nødvendigvis er det samme som, at skulle gå på kompromis med animalske fødevarer – du skal bare tænke over, hvor stor en del det fylder i din kost. Hvis vi ikke kan blive enige om, hvorvidt kød, mælk, tilsætningsstoffer, pesticider etc. er usunde (eller sunde) for os at indtage dagligt, så lad os da i stedet fokusere på, at vi aldrig kan blive uenige om, at grøntsager og planter er godt for os at spise. Og gerne i store mængder.

Her får du min opskrift på en sund morgenmad med grøntsager, som kan spises af alle.

Ingredienser

GREENIE

  • 5 – 10 cm zucchini
  • 5 – 10 cm agurk
  • 5 – 10 cm grøn spidskål
  • 1 banan
  • 1 appelsin
  • 1 stor håndfuld frisk spinat
  • 1 tsk. chiafrø
  • 4 knolde frossen spinat
  • 1 lille håndfuld cashewnødder
  • 100 ml. mandelmælk
  • 100 ml. kokosvand eller postevand
  • 1 spsk. græskarkerneprotein (kan sagtens udelades)

TOPPING

  • Chokogranola fra Guru Snack
  • Granatæblekerner
  • Kiwi
  • Hampefrøkerner
  • Kokoschips
  • Kakaonibs

Fremgangsmåde

Fjern skrællen fra appelsinen, inkl. den hvide hinde. Skær zucchini og agurk i grove terne. Blend alle ingredienserne i et par minutter og gerne ved høj hastighed. Jo længere du blender, jo bedre din blender er, jo mere cremet bliver din smoothie.

Hæld nu din smoothie i en skål og drys med din valgte topping.

Velbekomme!

Psst … Månedens store tema i ELLE er ‘Nyt år & ny energi’. Jeg bruger min taletid i magasinet til at opfordre dig til at leve et langsommere, og dermed mere konstruktivt liv. Jeg er selv stået af det tog, hvor jeg lever i overhalingsbanen og ræser gennem livet. Den tid er forbi, for den tid gjorde mig ikke glad. Jeg laver dog ikke mindre nu, men min tid er prioriteret anderledes, og jeg bruger mere tid på mig selv og mine drømme. Jeg tror på et sundt liv er et langsomt liv. 

Prøv også mine andre plantebaserede opskrifter på sund morgenmad. F.eks. denne chiagrød med kokos, mandel og mango eller min acaibowl med rødbede og broccoli.