Jeg stor-elsker romkugler! Dem man kan købe hos bageren kan jeg dog ikke udtale mig om, for dem har jeg vist aldrig smagt. Men jeg har prøvet flere forskellige ‘sunde’ varianter, som jeg tror på smager meget mere, end den version, der er lavet på tør og daggammelt wienerbrød. Da jeg var barn bildte min far mig ind, at bagerens romkugler var lavet på det, der lå i fejebakken efter endt arbejdsdag i bageriet, og det troede jeg vist på.

Denne version sunde romkugler er lavet på base af sorte bønner, og selvom det lyder mærkeligt, så giver de en helt utrolig cremet og lækker konsistens. De er sødet med gode store saftige dadler,  blendet med mandler til at give lidt struktur og en mild marcipansmag og smagt til med rom, kanel og vanilje. Kanel kan sagtens udelades, men i anledning af december synes jeg det passede godt til opskriften.

Jeg har en sød chokoladetand for tiden, så har delt flere opskrifter på søde sunde snacks de sidste par uger. Prøv blandt andet dette lækre smagfulde chokoladebrud med kerner, nødder og gojibær.

Opskriften giver 17 mindre romkugler.

Ingredienser

ROMKUGLER

  • 1 dåse sorte bønner
  • 160 gram medjool dadler
  • 3 spsk. kokosolie
  • 3 spsk. god rå kakaopulver
  • 2 håndfulde mandler
  • 1 spsk. kanel
  • 1 – 2 tsk. romessens
  • 1 vaniljestang
  • 1 knivspids salt

 

PYNT

  • Smeltet mørk chokolade, 85 %
  • Hakkede pistacienødder
  • Knuste gojibær
  • Rå kakao
  • Kokosmel
  • Kakaonibs

Fremgangsmåde

Si vandet fra bønnerne fra, skyl dem grundigt og lad dem dryppe af. Blend alle ingredienserne til romkugle-dejen i en foodprocessor på nær den ene håndfuld mandler, som først skal i til sidst. Start med at tilføje 1 tsk. romessens til dejen og smag dig derefter frem. Jeg foretrækker at bruge en tsk. mere, men det afhænger af din kærlighed til smagen. Når dejen er helt sat og klistret tilføjer du den sidste håndfuld mandler og lader dem blende med i få sekunder. Det giver et godt bid i romkuglerne med de knuste mandler.

Stil romkugle-dejen på køl i ca. 2 – 3 timer før du ruller kuglerne. Brug ventetiden på at klargøre din pynt. Jeg bruger en god blanding af smeltet mørk chokolade, kokos, knuste gojibær, finthakkede pistacienødder og rå kakao.

Tril kuglerne i den valgte pynt og opbevar romkuglerne på køl indtil de skal spises. De vil ikke få lov at bo i dit køleskab ret længe. Haps!

Romkuglerne kan kategoriseres som sunde pga. de sorte bønner, der er rige på vegetabilsk protein og kostfibre. De giver derfor også en god mættende effekt, og er gode som en sen eftermiddagssnack, når både den søde og den rigtige sult melder sig 😉 Hvis du ikke er til sorte bønner, så lav i stedet disse dadelkugler med chiafrø og kakao.

#ROMKUGLEMANDAG

Da jeg boede sammen med min lillesøster, for nogle år tilbage, havde vi den tradition, at vi hver mandag eftermiddag efter hhv. skole og arbejde købte dadel-romkugler hos Landbageriet i Frederiksborggade, og så mødtes der hjemme til kaffe og hygge. Vi bor desværre ikke tæt på hinanden, men tænker traditionen vil have godt af, at komme til livs igen. Denne gang dog med hjemmelavede romkugler, som måske endda smager bedre.

Psst … Husk og følg mig på @afoodaffair_bysteph, hvis du vil holdes opdateret på mine seneste opskrifter.