Jeg ELSKER rødbedebøffer, faktisk alle slags ‘bøffer’, så længe de ikke indeholder det mindste spor af dyr. Veggiebøffer kan være rimelig krævende at lave selv, men Maria fra Vanløse Blues deler en supernem opskrift på rødbedebøffer og fremover vil jeg ikke lave andre versioner end den. Jeg er stor fan af Marias blog, hun er simpelthen så dygtig i det grønne køkken, og jeg finder stor inspiration i hendes mange lækre retter. Opskriften på hendes veganske rødbedebøffer kan du finde her. Forleden aften lavede jeg en stor portion af dem, som jeg efterfølgende brugte i forskellige salater. Det blev bl.a. til en med ovnbagte bønner, fuldkornsris, spidskål, bolsjebede og lidt feta lavet på gede- og fåremælk, og en med bund af forskellige salattyper, kidneybønner, avokado, broccoli, cremet tahindressing, abrikos og endnu en gang feta.

Jeg brugte en blanding af friske salater bestående af romaine, hovedsalat, spinat og wasabina-kål som alle var fra min egen køkkenhave. Du kan bruge hvilke som helst salater, så længe de er friske og sprøde.

Opskrifterne er til 1 person.

SPIDSKÅL, FULDKORNSRIS, OVNBAGTE BØNNER & BOLSJEBEDE

  • 1 håndfuld fintsnittet spidskål
  • 1 stor håndfuld valgfri salat
  • 1 dl. fuldkornsrisblanding med linser og quinoa (Urtekram)
  • 125 gram grønne bønner
  • 1 rødbedebøf (2 hvis du er rigtig sulten)
  • 1 bolsjebede
  • 2 spsk. gede- og fårefeta
  • 1 spsk. ristede sesamkerner
  • Evt. denne grønne squash dressing også fra Marias blog
  • Citronsaft
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Start med at koge risblandingen som anvist på pakke, så den kan køle af mens du forbereder grøntsagerne. Skyl de grønne bønner grundigt, læg dem i en pose og vend med olivenolie, salt og peber og evt. dit fortrukne krydderi. Læg dem på en bageplade med bagepapir og giv dem 10 – 12 minutter u ovnen ved 180 grader. Vask og skræl bolsjebeden og snit den tyndt på et mandolinjern. Anret spidskål, salat, ris og grønne bønner i en skål og hæld lidt olivenolie og citronsaft over og evt. også den grønne dressing. Top med rødbedebøf, bolsjebede, feta og ristede sesamkerner.

BUND AF FORSKELLIGE SALATER, KIDNEYBØNNER, AVOKADO, TAHIN & ABRIKOS

  • 2 store håndfulde blandet salat
  • 70 gram kidneybønner
  • 6 cm. agurk skåret i mindre stykker
  • 1 håndfuld dampet broccoli
  • 1/2 avokado
  • 1 abrikos
  • 2 rødbedebøffer
  • 2 spsk. smuldret gede- og fårefeta
  • 1 stor spsk. tahin
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 spsk. tamari
  • 2 spsk. vand
  • 1 knivspids cayennepeber
  • Lidt friske ærteskud

Rør tahin, tamari, citronsaft, æblecidereddike, vand og cayennepeber sammen til en cremet dressing. Hvis den bliver for tynd kan du tilsætte mere tahin. Anret salat, kidneybønner, agurk, broccoli og avokado i en skål og top med rødbedebøffer, abrikos, tahindressing, feta og ærteskud. Spis evt. med lidt godt, groft rugbrød.

 

Det er sjældent jeg spiser mælkeprodukter og alle ko-mælksprodukter er et absolut no go for min mave. Dog har jeg i den grad en svaghed overfor gedeost og bøffelmozzarella, hvorfor det også nogen gange er at finde i mine salater. Jeg bruger særligt ost i salater, hvis jeg får gæster, da jeg jo ikke kan tvinge dem til at skulle spise 100% plantebaseret – i hvert fald ikke hver gang.