Jeg bruger efterhånden en del tid på, at udvide mit veganske suppe-sortiment her på A Food Affair, og jo mere jeg eksperimenterer, jo mere vild bliver jeg med at spise lækre og nærende grøntsagssupper. Det er simpelthen så nemt at lave og så er det en god måde, at få nem og sund hverdagsmad i fryseren, som redder mig på de aftener, hvor jeg kommer sent hjem. Det sker også, at jeg kommer supperne i køleskabet og spiser dem kolde til frokost, eller som mellemmåltid i løbet af dagen – der er mange muligheder. Jeg er glad for, at bruge kokosmælk i mine supper, men det er bestemt ikke et krav for at få en lækker en cremet konsistens, den opgave kan de fleste grøntsager godt klare alene. Prøv f.eks. min græskarsuppe med peanutbutter, som ikke indeholder kokosmælk.

Opskriften laver en stor portion til 3 – 4 personer.

Ingredienser

VEGANSK LINSESUPPE

  • 2 løg
  • 2 – 3 fed hvidløg
  • 1 stor spsk. gurkemeje
  • 1 stor spsk. karry
  • 10 gulerødder
  • 2 søde kartofler
  • 1 porre
  • 2 dl. røde linser
  • 1,5 liter grøntsagsboullion
  • 1 dåse kokosmælk
  • 2 spsk. kokosolie til stegning
  • 1 tsk. cayennepeber
  • Saften fra 1/2 citron

 

TOPPING

  • Ristede græskarkerner
  • Æbletern
  • Kokosflager
  • Frisk timian
  • Lidt kokosmælk

Fremgangsmåde

Skræl gulerødder og søde kartofler og skær begge i mindre, men grove stykker. Snit løgene og pres hvidløget. Steg først løg i kokosolie i en stor gryde og når det begynder at blive gyldent kan du tilsætte presset hvidløg. Kom derefter linser, gulerødder og søde kartofler i gryden og tilsæt gurkemeje og karry. Svits det hele godt sammen og sørg for at brænde karryen lidt af, så grøntsagerne tager smag. Det kan være nødvendigt at tilsætte lidt ekstra kokosolie, så grøntsagerne ikke brænder på. Skær porren i fem dele og bland dem i gryden. Tilsæt så grøntsagsboullion og giv blandingen et lille opkog. Skru derefter ned for varmen og lad det hele simre i 20 – 25 minutter under låg indtil både linser og grøntsager er helt udkogte.

Si grøntsager og boullion fra hinanden og blend sammen i en kraftig blender, gerne over to omgange da portionen er for stor til én gang. Tilsæt boullion til du får den konsistens du gerne vil have. Jeg foretrækker, at suppen er lidt tyk, men det er jo en individuel sag. Tilsæt også kokosmælk i blenderen, og husk at den også gør suppen mere flydende. Det er ikke sikkert du bruger hele grøntsagsboullionen, men gem gerne resten enten i køleskabet eller fryseren til en anden gang.

Hæld suppen tilbage i gryden og smag til med salt, peber, frisk citronsaft og cayennepeber. Server den varme suppe med godt med topping og lidt brød. Jeg foretrækker at spise disse kernerige fuldkornsboller med spinat og valnødder til.

Velbekomme!

Sulten efter mere? Prøv også denne veganske rødbedesuppe med kokos