Måske kan du også huske duften af Heinz tomatsuppe fra dåse fra din barndom, det kan jeg i hvert fald. Ikke fordi jeg kommer fra et hjem, hvor der ikke blev spist med omtanke, men det var noget andet den gang, og fokus på grønt var (desværre) ikke så stort. Ikke desto mindre, så er denne lækre cremede tomatsauce, som et sandt barndomsminde, der tager mig tilbage til mørke kolde aftener foran fjernsynet i vores pejsestue, velplaceret i sofaen med en skål Heinz tomatsuppe med pastaskruer. Dog har jeg nu gjort barndoms-livretten 100% vegansk og plantebaseret, og dermed langt mere nærende, om muligt mere velduftende, tilført en masse friske krydderurter og faktisk givet Heinz kolossale baghjul – hvis jeg da selv skal sige det. Denne veganske pasta med tomatsauce er et must, hvis du er lige så stor pasta-tomat-elsker som jeg, eller også har haft fornøjelsen af Heinz gennem din opvækst.

Opskriften er til 2 personer.

Ingredienser

VEGANSK TOMATSAUCE

  • 2,5 dl. rå usaltede cashewnødder
  • 3 dl. god tomatsauce
  • 1 spsk. tomatpure
  • 1/2 dl. vand
  • 1 fed hvidløg
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 1 håndfuld frisk timian
  • 200 gram fuldkornspasta
  • 1 håndfuld ristede pinjekerner
  • Salt, peber og tørret oregano

 

SALAT

  • 1/2 zucchini
  • 1 citron
  • 1 håndfuld gode oliven u. sten
  • 2 spsk. olivenolie

Fremgangsmåde

Hæld kogende vand over cashewnødderne, og lad dem stå i 1 – 2 timer. Hæld vandet fra og blend nødderne med tomatsauce, hvidløg, vand, tomatpure og krydderurter i en kraftig blender til du har en cremet sauce. Smag til med salt, peber, oregano, lidt revet skal og saft fra citron.

Riv zucchini på et mandolinjern og vend de tynde skiver med frisk citronsaft, olivenolie, oliven, krydderurter, salt og peber.

Kog pastaen som anvist på pakken, hæld vandet fra og vend den varme pasta i den cremede tomatsauce. Drys med hakkede ristede pinjekerner og friske krydderurter og server med sprød zucchinisalat.

Velbekomme!

Psst … Husk og følg mig på @afoodaffair_bysteph, hvis du vil holdes opdateret på mine seneste opskrifter.