Jeg må indrømme, at jeg før i tiden har haft et lidt anstrengt forhold til spreads lavet på tofu, da jeg på forhånd havde en idé om, at det ville smage mærkeligt. Alle de fordomme jeg har haft tager jeg nu i mig efter at have forsøgt mig med at lave min egen. Hold nu op, det smager godt! Og så er det super nemt at lave. Konsistens, smag og farve minder om leverpostej, og godt nok har det aldrig været en favorit hos mig, men lige denne her postej er jeg stor fan af. Jeg spiser den på rugbrød, og tager den gerne med som en klapsammen-mad som en af mine (mange) mellemmåltider.

Sorte hvidløg er et nyt sjovt fænomen, som begynder at blive tilgængeligt i de fleste danske supermarkeder – jeg har købt mine hos nemlig.com. Sorte hvidløg fremstilles ved at hvide hvidløgsranker fermenteres under kontrollerede varme- og luftfugtighedsforhold i 30 dage. Teknikken er udviklet i Korea, og foregår ved cirka 60-70 graders varme i 30 dage og deraf følgende tørring i 45 dage. Der anvendes ingen tilsatte kemiske stoffer eller konserveringsmidler i fremstillingen af sorte hvidløg, kun varme, fugtighed og tid. Det er under tørringen, at hvidløgene skifter farve, konsistens og smag. Sorte hvidløg har en blød konsistens, en rund og sød smag og så synes jeg de dufter lidt af røg. Den skarpe smag og lugt af hvidløg forsvinder helt under forarbejdningen fra hvide til sorte.

Hvidløg er kendt for sine antibakterielle, tarmstyrkende og immunstyrkende egenskaber, og det siges, at processen fra hvid til sort øger hvidløgs indhold af antioxidanter, så den immunboostende, antibakterielle og tarmstyrkende effekt er endnu højere i sorte hvidløg end i almindelige hvide hvidløg, som ellers er kendt for at være ultra høj.

Jeg har indtil videre kun brugt dem i hummus, pesto og nu min spread, men er ret begejstret for den smag, som de tilføjer, da den ikke er ligeså skarp som man er vant til.

Ingredienser

  • 250 gram tofu fra Naturli’
  • 6 – 8 store soltørrede tomater opløst i vand (jeg bruger de her fra Urtekram)
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 1 tsk. za’atar krydderi (alternativt kan du nøjes med oregano)
  • 2 fed fermenteret sorte hvidløg
  • Lidt salt og peber og 3 tsk. vand fra tomaterne

Fremgangsmåde

Kom alle ingredienser i en skål, og blend med en stavblender, indtil du har en blød og ensartet spread. Opbevar den på køl og spis den gerne på brød, eller som dip til rå grøntsager.