Jeg måtte bare have et par af de her vilde kæmpe rejer med hjem, da jeg svingede forbi min fiskehandler en søndag formiddag. Heldigvis kom min far til middag om aftenen, og han siger aldrig nej til skaldyr. Vi spiste dem som en forret sammen med en let fennikelsalat med appelsin og hjemmerørt avokadomayo. Det er virkelig ikke sidste gang jeg laver den kombination. Både mayo, salat og rejer er nemme at tilberede, og du kan gøre de fleste ting klar på forhånd, så du nemt og hurtigt kan servere en forret for dine gæster.

DET FIK VI

  • Vilde kæmpe rejer stegt med hvidløg og citron
  • Fennikelsalat med appelsin og dild
  • Avokadomayo

Det skal du bruge

  • 6 store rejer
  • 1 citron
  • 2 fed hvidløg
  • 1 fennikel
  • 1 appelsin
  • 1 håndfuld dild
  • Olivenolie
  • Salt og peber
  • Avokadomayo – se opskriften her

Fremgangsmåde

Vask fennikel og snit den fint på et mandolinjern. Skær skrællen af en appelsin og skær den i tynde runde skiver. Anret salaten på et fad, og hæld lidt olivenolie og appelsinsaft henover. Krydr med salt og peber og pynt med frisk dild.

Rejerne steges som de er på en varm pande i lidt olivenolie, og skal have et par minutter på hver side. Du kan både se og fornemme, når de har fået nok, da rejen bliver mere fast i strukturen. Læg et par stykker hvidløg på panden sammen med rejerne, pres citronsaft udover og krydr til sidst med salt og peber. Server straks, og lad dine gæster pille selv. De må også gerne komme lidt på arbejde.